Han
Eb
elsker mig, min
Bb/D
Herre Jesus
Cm
Krist,
Ab
det
Eb
er min sang, er
Bb/D
vejen mørk og
Cm
trist.
Ab
Når
Cm
verdens
Bb/D
bølger
Eb
bruser mod min
Cm
sjæl,
han
Bb/D
elsker
Eb
mig! O, så er
Ab
alting
Bb
vel.
Han
Eb
elsker mig, og
Bb/D
derfor kom han
Cm
hid
Ab
fra
Eb
engles land til
Bb/D
jordens nød og
Cm
strid
Ab
for
Cm
uden
Bb/D
hjem, - for
Eb
uden hvile
Cm
sted;
det
Bb/D
var be
Eb
viset på hans
Ab
kærligh
Bb
ed.
Han
Eb
elsker mig og
Bb/D
i den mørke
Cm
nat
Ab
i
Eb
haven lå han, –
Bb/D
ene og for
Cm
ladt.
Ab
Hans
Cm
angest
Bb/D
råb, hans
Eb
bøn, hans blod og
Cm
sved,
det
Bb/D
var be
Eb
viset på hans
Ab
kærligh
Bb
ed.
Han
Eb
elsker mig, det
Bb/D
vidner korset
Cm
om;
Ab
der
Eb
bar han verdens
Bb/D
synd og straffe
Cm
dom,
Ab
han
Cm
lod sig
Bb/D
dræbe
Eb
der i syndres
Cm
sted;
det
Bb/D
var be
Eb
viset på hans
Ab
kærligh
Bb
ed.
Og
Eb
når nu han har
Bb/D
elsket mig så
Cm
ømt
Ab
og
Eb
glemt min synd, og
Bb/D
hvad jeg har for
Cm
sømt,
Ab
hvor
Cm
må min
Bb/D
sjæl da
Eb
elske ham
Cm
igen,
min
Bb/D
frelses
Eb
drot, min brudgom
Ab
og min
Bb
ven.
Jeg
Eb
elsker ham; - men
Bb/D
tale om be
Cm
vis
Ab
det
Eb
kan jeg ikke,
Bb/D
synger kun hans
Cm
pris,
Ab
for
Cm
di hans
Bb/D
kærlig
Eb
hed har draget
Cm
mig
fra
Bb/D
dødens f
Eb
avn, fra syndens
Ab
vilde
Bb
vej.
Han
Eb
elsker mig, når
Bb/D
prøvelser mig
Cm
når,
Ab
han
Eb
elsker mig, når
Bb/D
hårdest han mig
Cm
slår.
Ab
Ad
Cm
dødens
Bb/D
flod, min
Eb
sidste vandrings
Cm
vej,
jeg
Bb/D
ved, hans
Eb
kærlighed vil
Ab
bære
Bb
mig.
Han
Eb
elsker mig min
Bb/D
Herre Jesus
Cm
Krist,
Ab
det
Eb
er min sang for
Bb/D
evigt, og til si
Cm
dst
Ab
da
Cm
skal jeg
Bb/D
se hans
Eb
ansigt,
og jeg
Cm
jubler
Bb/D
nu i
Eb
vished, at han
Ab
elsker
Bb
mig.
Han elsker mig, min Herre Jesus Krist,
det er min sang, er vejen mørk og trist.
Når verdens bølger bruser mod min sjæl,
han elsker mig! O, så er alting vel.
Han elsker mig, og derfor kom han hid
fra engles land til jordens nød og strid
foruden hjem, - foruden hvilested;
det var beviset på hans kærlighed.
Han elsker mig og i den mørke nat
i haven lå han, – ene og forladt.
Hans angestråb, hans bøn, hans blod og sved,
det var beviset på hans kærlighed.
Han elsker mig, det vidner korset om;
der bar han verdens synd og straffedom,
han lod sig dræbe der i syndres sted;
det var beviset på hans kærlighed.
Og når nu han har elsket mig så ømt
og glemt min synd, og hvad jeg har forsømt,
hvor må min sjæl da elske ham igen,
min frelses drot, min brudgom og min ven.
Jeg elsker ham; - men tale om bevis
det kan jeg ikke, synger kun hans pris,
fordi hans kærlighed har draget mig
fra dødens favn, fra syndens vilde vej.
Han elsker mig, når prøvelser mig når,
han elsker mig, når hårdest han mig slår.
Ad dødens flod, min sidste vandringsvej,
jeg ved, hans kærlighed vil bære mig.
Han elsker mig min Herre Jesus Krist,
det er min sang for evigt, og til sidst
da skal jeg se hans ansigt,
og jeg jubler nu i vished, at han elsker mig.