Hør Hil dig, Frelser og Forsoner på youtube
  • Dette er Skywalks version af den klassiske salme, skrevet af Grundtvig og Hoffman i 1837 og optaget på Påskedag 2016, under 'Skywalk At Easter' turnéen.

  • Vers 1
    Eb Hil dig,
    /G Frelser og For
    Ab soner!
    Fm Verden
    /Ab dig med torne
    Bb kroner,
    Gm du det ser, jeg
    Ab har i sinde
    Bb rosenkrans om
    Eb kors at vinde,
    Ab giv
    /G der -
    Fm til
    /Ab mig
    Bb mod og
    Eb held!
    Vers 2
    Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
    og hvad elsked du hos støvet,
    at du ville alt opgive
    for at holde os i live,
    os dig at meddele hel?
    Vers 3
    Kærligheden, hjertegløden
    stærkere var her end døden;
    heller giver du end tager,
    ene derfor dig behager
    korsets død i vores sted.
    Vers 4
    Ak! nu føler jeg til fulde
    hjertets hårdhed, hjertets kulde.
    Hvad udsprang af disse fjelde,
    navnet værd, til at gengælde,
    Frelsermand, din kærlighed?
    Vers 5
    Dog jeg tror, af dine vunder
    væld udsprang til stort vidunder,
    mægtigt til hver sten at vælte,
    til isbjerge selv at smelte,
    til at tvætte hjertet rent.
    Vers 6
    Derfor beder jeg med tårer:
    Led den ind i mine årer,
    floden, som kan klipper vælte,
    floden, som kan isbjerg smelte,
    som kan blodskyld tvætte af!
    Vers 7
    Du, som har dig selv mig givet,
    lad i dig mig elske livet,
    så for dig kun hjertet banker,
    så kun du i mine tanker
    er den dybe sammenhæng!
    Vers 8
    Skønt jeg må som blomsten visne,
    skønt min hånd og barm må isne,
    du, jeg tror, kan det så mage,
    at jeg døden ej skal smage,
    du betalte syndens sold.1
    Vers 9
    Ja, jeg tror på korsets gåde,
    gør det, Frelser, af din nåde.
    Stå mig bi, når fjenden frister!
    Ræk mig hånd, når øjet brister!
    Sig: vi går til Paradis!
    Hil dig, Frelser og Forsoner! Verden dig med torne kroner, du det ser, jeg har i sinde rosenkrans om kors at vinde, giv der -til mig mod og held! Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde os i live, os dig at meddele hel? Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden; heller giver du end tager, ene derfor dig behager korsets død i vores sted. Ak! nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Hvad udsprang af disse fjelde, navnet værd, til at gengælde, Frelsermand, din kærlighed? Dog jeg tror, af dine vunder væld udsprang til stort vidunder, mægtigt til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent. Derfor beder jeg med tårer: Led den ind i mine årer, floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af! Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng! Skønt jeg må som blomsten visne, skønt min hånd og barm må isne, du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold.1 Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, Frelser, af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis!