Se på Youtube

  • "Du Følger, Herre" er én af fire sange på EP'en "Liv for dig" af lovsangsbandet PåVej. Gud er nær! Han er hos dig med sin Ånd, og "Du følger, Herre" beskriver, hvordan Gud ALTID har været og vil være ved din side. Altid.

    (I videoen går sangen i Db-dur, her er den noteret i A-dur.)

  • Intro
    DbDb/FGbmaj7
    Vers 1
    Db
    Du følger, Herre, al min færd,
    Dbadd9/FGbmaj7
    du kender mine veje;
    Db
    du er mig som min skygge nær,
    Dbadd9/FGbmaj7
    hvor end jeg søger leje.
    AbGb
    Du hører, før mit ord er sagt;
    AbGb
    min tanke er dig åben lagt.
    AbGb
    Hvor skulle jeg i verden få
    AbGb
    et sted at stå,
    Db
    hvor ikke du mig kunne nå?
    Mellemspil
    Gbmaj7AbDb/FGbmaj7
    Vers 2
    Db
    Om jeg i dybet søgte ly,
    Dbadd9/FGbmaj7
    hvor mørket mig omringer,
    Db
    og steg i sol jeg over sky
    Dbadd9/FGbmaj7
    på morgenrødens vinger,
    AbGb
    ja, om jeg over have fór
    AbGb
    og sletted’ bag mig alle spor,
    AbGb
    dog kendte jeg din almagts Ånd.
    AbGb
    Din højre hånd
    DbAb/CBbm7Ab
    mig holde fast i dine bånd.
    Mellemspil
    Gbmaj7AbDb/FGbmaj7
    Vers 3
    Før jeg blev født, du alt mig så
    i moderlivet inde;
    min lykke nu i dag dig lå
    fra evighed på sinde.
    Det sætter jeg min tro da til,
    at aldrig du mig slippe vil.
    Til hvem skal jeg vel ellers gå
    og håbe på
    et livets ord til trøst at få?
    Outro
    Gbmaj7AbDb/FGbmaj7
    Du følger, Herre, al min færd, du kender mine veje; du er mig som min skygge nær, hvor end jeg søger leje. Du hører, før mit ord er sagt; min tanke er dig åben lagt. Hvor skulle jeg i verden få et sted at stå, hvor ikke du mig kunne nå? Om jeg i dybet søgte ly, hvor mørket mig omringer, og steg i sol jeg over sky på morgenrødens vinger, ja, om jeg over have fór og sletted’ bag mig alle spor, dog kendte jeg din almagts Ånd. Din højre hånd mig holde fast i dine bånd. Før jeg blev født, du alt mig så i moderlivet inde; min lykke nu i dag dig lå fra evighed på sinde. Det sætter jeg min tro da til, at aldrig du mig slippe vil. Til hvem skal jeg vel ellers gå og håbe på et livets ord til trøst at få?


Tilbage til oversigten