Han elsker mig, min Herre Jesus Krist, det er min sang, er vejen mørk og trist. Når verdens bølger bruser mod min sjæl, han elsker mig! O, så er alting vel. Han elsker mig, og derfor kom han hid fra engles land til jordens nød og strid foruden hjem, - foruden hvilested; det var beviset på hans kærlighed. Han elsker mig og i den mørke nat i haven lå han, – ene og forladt. Hans angestråb, hans bøn, hans blod og sved, det var beviset på hans kærlighed. Han elsker mig, det vidner korset om; der bar han verdens synd og straffedom, han lod sig dræbe der i syndres sted; det var beviset på hans kærlighed. Og når nu han har elsket mig så ømt og glemt min synd, og hvad jeg har forsømt, hvor må min sjæl da elske ham igen, min frelses drot, min brudgom og min ven. Jeg elsker ham; - men tale om bevis det kan jeg ikke, synger kun hans pris, fordi hans kærlighed har draget mig fra dødens favn, fra syndens vilde vej. Han elsker mig, når prøvelser mig når, han elsker mig, når hårdest han mig slår. Ad dødens flod, min sidste vandringsvej, jeg ved, hans kærlighed vil bære mig. Han elsker mig min Herre Jesus Krist, det er min sang for evigt, og til sidst da skal jeg se hans ansigt, og jeg jubler nu i vished, at han elsker mig.