Han
Ab
elsker mig, min
Eb/G
Herre Jesus
Fm
Krist,
Db
det
Ab
er min sang, er
Eb/G
vejen mørk og
Fm
trist.
Db
Når
Fm
verdens
Eb/G
bølger
Ab
bruser mod min
Fm
sjæl,
han
Eb/G
elsker
Ab
mig! O, så er
Db
alting
Eb
vel.
Han
Ab
elsker mig, og
Eb/G
derfor kom han
Fm
hid
Db
fra
Ab
engles land til
Eb/G
jordens nød og
Fm
strid
Db
for
Fm
uden
Eb/G
hjem, - for
Ab
uden hvile
Fm
sted;
det
Eb/G
var be
Ab
viset på hans
Db
kærligh
Eb
ed.
Han
Ab
elsker mig og
Eb/G
i den mørke
Fm
nat
Db
i
Ab
haven lå han, –
Eb/G
ene og for
Fm
ladt.
Db
Hans
Fm
angest
Eb/G
råb, hans
Ab
bøn, hans blod og
Fm
sved,
det
Eb/G
var be
Ab
viset på hans
Db
kærligh
Eb
ed.
Han
Ab
elsker mig, det
Eb/G
vidner korset
Fm
om;
Db
der
Ab
bar han verdens
Eb/G
synd og straffe
Fm
dom,
Db
han
Fm
lod sig
Eb/G
dræbe
Ab
der i syndres
Fm
sted;
det
Eb/G
var be
Ab
viset på hans
Db
kærligh
Eb
ed.
Og
Ab
når nu han har
Eb/G
elsket mig så
Fm
ømt
Db
og
Ab
glemt min synd, og
Eb/G
hvad jeg har for
Fm
sømt,
Db
hvor
Fm
må min
Eb/G
sjæl da
Ab
elske ham
Fm
igen,
min
Eb/G
frelses
Ab
drot, min brudgom
Db
og min
Eb
ven.
Jeg
Ab
elsker ham; - men
Eb/G
tale om be
Fm
vis
Db
det
Ab
kan jeg ikke,
Eb/G
synger kun hans
Fm
pris,
Db
for
Fm
di hans
Eb/G
kærlig
Ab
hed har draget
Fm
mig
fra
Eb/G
dødens f
Ab
avn, fra syndens
Db
vilde
Eb
vej.
Han
Ab
elsker mig, når
Eb/G
prøvelser mig
Fm
når,
Db
han
Ab
elsker mig, når
Eb/G
hårdest han mig
Fm
slår.
Db
Ad
Fm
dødens
Eb/G
flod, min
Ab
sidste vandrings
Fm
vej,
jeg
Eb/G
ved, hans
Ab
kærlighed vil
Db
bære
Eb
mig.
Han
Ab
elsker mig min
Eb/G
Herre Jesus
Fm
Krist,
Db
det
Ab
er min sang for
Eb/G
evigt, og til si
Fm
dst
Db
da
Fm
skal jeg
Eb/G
se hans
Ab
ansigt,
og jeg
Fm
jubler
Eb/G
nu i
Ab
vished, at han
Db
elsker
Eb
mig.
Han elsker mig, min Herre Jesus Krist,
det er min sang, er vejen mørk og trist.
Når verdens bølger bruser mod min sjæl,
han elsker mig! O, så er alting vel.
Han elsker mig, og derfor kom han hid
fra engles land til jordens nød og strid
foruden hjem, - foruden hvilested;
det var beviset på hans kærlighed.
Han elsker mig og i den mørke nat
i haven lå han, – ene og forladt.
Hans angestråb, hans bøn, hans blod og sved,
det var beviset på hans kærlighed.
Han elsker mig, det vidner korset om;
der bar han verdens synd og straffedom,
han lod sig dræbe der i syndres sted;
det var beviset på hans kærlighed.
Og når nu han har elsket mig så ømt
og glemt min synd, og hvad jeg har forsømt,
hvor må min sjæl da elske ham igen,
min frelses drot, min brudgom og min ven.
Jeg elsker ham; - men tale om bevis
det kan jeg ikke, synger kun hans pris,
fordi hans kærlighed har draget mig
fra dødens favn, fra syndens vilde vej.
Han elsker mig, når prøvelser mig når,
han elsker mig, når hårdest han mig slår.
Ad dødens flod, min sidste vandringsvej,
jeg ved, hans kærlighed vil bære mig.
Han elsker mig min Herre Jesus Krist,
det er min sang for evigt, og til sidst
da skal jeg se hans ansigt,
og jeg jubler nu i vished, at han elsker mig.