Når jeg står i dit kirkerum, jeg forundres, bliver stum, her er fyldt med din ro og fred, her er lys i ventetid. Jeg fatter det ej, men det er advent for mig. Verden skælver i stress og jag, skaber længsel hver en dag; håbets lys, du engang har tændt, former sind mod himlen vendt. Jeg fatter det ej, men det er advent for mig. Kære brudgom, hent os snart, lampeolien står parat, sukkende efter kimeklang; bryllupsklokkers frydesang. Jeg fatter det ej, men det er advent for mig. Banet nu er din vej og jævn, revnet forhæng er dit levn. Dine lys skinner herligt ud, som et lysvæld er du, Gud. Jeg fatter det ej, men Du er advent for mig. Jeg fatter det ej, men Du er advent for mig.