Han
C
elsker mig, min
G/B
Herre Jesus
Am
Krist,
F
det
C
er min sang, er
G/B
vejen mørk og
Am
trist.
F
Når
Am
verdens
G/B
bølger
C
bruser mod min
Am
sjæl,
han
G/B
elsker
C
mig! O, så er
F
alting
G
vel.
Han
C
elsker mig, og
G/B
derfor kom han
Am
hid
F
fra
C
engles land til
G/B
jordens nød og
Am
strid
F
for
Am
uden
G/B
hjem, - for
C
uden hvile
Am
sted;
det
G/B
var be
C
viset på hans
F
kærligh
G
ed.
Han
C
elsker mig og
G/B
i den mørke
Am
nat
F
i
C
haven lå han, –
G/B
ene og for
Am
ladt.
F
Hans
Am
angest
G/B
råb, hans
C
bøn, hans blod og
Am
sved,
det
G/B
var be
C
viset på hans
F
kærligh
G
ed.
Han
C
elsker mig, det
G/B
vidner korset
Am
om;
F
der
C
bar han verdens
G/B
synd og straffe
Am
dom,
F
han
Am
lod sig
G/B
dræbe
C
der i syndres
Am
sted;
det
G/B
var be
C
viset på hans
F
kærligh
G
ed.
Og
C
når nu han har
G/B
elsket mig så
Am
ømt
F
og
C
glemt min synd, og
G/B
hvad jeg har for
Am
sømt,
F
hvor
Am
må min
G/B
sjæl da
C
elske ham
Am
igen,
min
G/B
frelses
C
drot, min brudgom
F
og min
G
ven.
Jeg
C
elsker ham; - men
G/B
tale om be
Am
vis
F
det
C
kan jeg ikke,
G/B
synger kun hans
Am
pris,
F
for
Am
di hans
G/B
kærlig
C
hed har draget
Am
mig
fra
G/B
dødens f
C
avn, fra syndens
F
vilde
G
vej.
Han
C
elsker mig, når
G/B
prøvelser mig
Am
når,
F
han
C
elsker mig, når
G/B
hårdest han mig
Am
slår.
F
Ad
Am
dødens
G/B
flod, min
C
sidste vandrings
Am
vej,
jeg
G/B
ved, hans
C
kærlighed vil
F
bære
G
mig.
Han
C
elsker mig min
G/B
Herre Jesus
Am
Krist,
F
det
C
er min sang for
G/B
evigt, og til si
Am
dst
F
da
Am
skal jeg
G/B
se hans
C
ansigt,
og jeg
Am
jubler
G/B
nu i
C
vished, at han
F
elsker
G
mig.
Han elsker mig, min Herre Jesus Krist,
det er min sang, er vejen mørk og trist.
Når verdens bølger bruser mod min sjæl,
han elsker mig! O, så er alting vel.
Han elsker mig, og derfor kom han hid
fra engles land til jordens nød og strid
foruden hjem, - foruden hvilested;
det var beviset på hans kærlighed.
Han elsker mig og i den mørke nat
i haven lå han, – ene og forladt.
Hans angestråb, hans bøn, hans blod og sved,
det var beviset på hans kærlighed.
Han elsker mig, det vidner korset om;
der bar han verdens synd og straffedom,
han lod sig dræbe der i syndres sted;
det var beviset på hans kærlighed.
Og når nu han har elsket mig så ømt
og glemt min synd, og hvad jeg har forsømt,
hvor må min sjæl da elske ham igen,
min frelses drot, min brudgom og min ven.
Jeg elsker ham; - men tale om bevis
det kan jeg ikke, synger kun hans pris,
fordi hans kærlighed har draget mig
fra dødens favn, fra syndens vilde vej.
Han elsker mig, når prøvelser mig når,
han elsker mig, når hårdest han mig slår.
Ad dødens flod, min sidste vandringsvej,
jeg ved, hans kærlighed vil bære mig.
Han elsker mig min Herre Jesus Krist,
det er min sang for evigt, og til sidst
da skal jeg se hans ansigt,
og jeg jubler nu i vished, at han elsker mig.